London Live

Fortiden og alle dens mennesker ligger lige bag mine lukkede øjenlåg. Den suser forbi som et tog med mennekser der vinker , råber, græder, ler og snakker ud af de åbne vinduer.

Min gamle bedstefar som snart bliver 100 er ved at dø. Han sidder paa sengekanten inde i sin tynde oldingekrop, og de blå øjne er så fulde af mennekser og steder at han ikke har plads til mere.

Jeg udspørger ham; Hvordan var det, da du var landvæsens elev på herreårdene. Da du gik med hestetræk på marken i solen og red ud i havet med de svedige heste ved arbejdsdagens ende.

Fortæl mig om da du mødte Christian den 10 og Stauning. Dengang du mødte min bedtsemor i højskoleforeningen, og lånte hendes sangbog. Dengang din lillesøster blev bundet til et bord i den lille lejlighed på Nørrebro, så hun ikke skulle komme til skade når begge dine forældre var på arbejde, efter du var kommet til at brænde familiens gård ned i en leg. Fortæl om øllebrød og krigene og piger i kjole og prælimenær eksamen.

Men han vil ikke sige mere. Nej, nej, siger han og ryster på hovedet. Så smiler han til mig som for at sige "Det er min historie min pige. Jeg har fortalt dig den før. Gør nu med den havd du vil".

Tænk at have så lang en historie.

"Det er en afskrækkende høj alder jeg har fået" siger han, men jeg kan ikke forstå det, jeg omfavner ham og siger "tænk at du har fået lov til at opleve så meget! Bare jeg også bliver 100 år."

Men når jeg tænker på alle de mennesker, der presser mod mine lukkede øjenlåg om natten, kan jeg forstå tyngden af 100 år.